Vandets veje

 
 


Nu klager landbruget igen over vandløbene generelt. Og Gudenåen specielt. Nu er der kommet så meget vand, at vandløbene løber over deres bredder og sætter landmændenes marker under vand. Igen-igen. På Svostrup og Kongensbro Kroer er der vand i haverne og på legepladserne, der er de rene Vandlande.


Det er naturligvis træls med vand på markerne, præcis som det er træls med vand i kælderen. Men et meget langt stykke hen ad vejen er det et aldeles selvforskyldt problem. Det er jo landbruget selv, der har drænet markerne, så de oprindeligt våde enge i ådalene har kunnet afvandes og dyrkes. Så de ikke længere holdt på overskydende vand. Så de lavt liggende engområder blev tørre nok til en intensiv dyrkning.


Vandet


Når man regulerer et vandløb og afvander et lavtliggende engområde, da sørger man jo for, at vandet løber hurtigere bort, end det ellers og oprindeligt ville gøre. Drænrørene sørger for, at vandet i jorden løber ud i vandløbet, som så fører det væk.


Dette kan umiddelbart give problemer i meget tørre somre, hvor man så mangler vand til markerne og deres afgrøder. Så skal der måske pumpes grundvand op til markvanding. Og så klager landbruget også og skal nu have tørkestøtte. Efter at de tidligere også har fået støtte til afvandingen, som Hedeselskabet typisk stod for.


Når man regulerer et vandløb og afvander et engområde, så sænker man grundvandstanden. Der kommer nu pludselig ilt til jorden, hvor bakterier og andre organismer straks går i gang med at nedbryde det blotlagte organiske materiale.




Denne nedbrydning får jorden til at synke rent fysisk. Man taler meget rammende om, at markerne “brænder sammen”. Jorden kan synke både én og to meter, og hermed forsvinder jo det oprindelige og livsvigtige fald, der sikrede afledning af vand fra de drænede og dyrkede marker. Som gjorde det muligt for drænvandet at løbe nedefter - væk fra markerne, drevet af den største kraft af dem alle: Tyngdekraften.


Når så nedbøren vælter ned i vintermånederne, da kan vandløbene ikke længere holde styr på de store vandmængder. Det fosser nedefter i vandløbene og når til sidst de lavt liggende byer, hvor beboerne måske får vand i kælderen. Vandet stiger også op på landmandens egne marker, der nu ikke længere kan komme af med det - på grund af den sammenbrændte jord og det resulterende manglende fald for afløbet.


Sandet


Vandet i et vandløb stiger ligeledes, når der tilføres sand fra omgivelserne. Sand, der hæver bunden og bremser afstrømningen. Dette sand kommer primært fra landbrugets egne marker, som enten ligger bare og udyrkede hen - det gjorde de i gamle dage - eller i dag bliver dyrket så intensivt, at der pløjes helt ud til kanten.


Herved skrider brinkerne naturligvis sammen under presset fra de store traktorer, og tonsvis af sand ender ude i vandløbet. Det sker i sagens natur ikke, hvis der som tidligere findes en dyrkningsfri bræmme langs vandløbet.


Det tilførte sand kan man så grave bort, hvis man vil betale for det - og hvis der overhovedet længere er fald nok til, at vandet så kan løbe bort. Man kan også lave en helt ny og kostbar dræning, hvis faldet tillader det. Men til sidst har man uddybet vandløbene så meget, at de når havniveau. Strømmen går da helt i stå og kan endda vende og løbe opstrøms.


Det ser vi regelmæssigt på nedre Gudenå, hvor tidevandet er en vigtig faktor. Og da er det slut med afvandingen. Man kan som sagt overveje at dræne igen, men det er dyrt og en stakket frist. Man kan ikke grave helt ned til kineserne. Eller længere endnu. Man kan heller ikke sænke havet og vandstanden her. Man ligger nu i den grav, man selv har gravet. Bogstavelig talt.


Det var den del, som landbruget ubetinget selv er skyld i. Som ingen andre end landbruget har eller har haft nogen andel i.





Værket


Ved Gudenåen er bønderne dog ikke skyld i hele sandvandringen. En stor del af skylden har nemlig det forkætrede Tangeværk, hvis minimale elproduktion er baseret på, at man fylder Tange Sø op til et vist niveau, inden man så lukker vandet igennem turbinerne og producerer el, som man gjorde det for hundrede år siden. Med maskineri af samme årgang.


Vandstanden i Gudenåen nedstrøms Tangeværket stiger og falder derfor voldsomt med den skiftende elproduktion, og skiftende vandstand betyder øget erosion af bredderne. Øget erosion og øget sandvandring, som bremser afstrømningen og får vandstanden til at stige. Op på landmandens marker, som bliver svære at dyrke.


I Silkeborg opstrøms Tangeværket kan man heller ikke komme af med vandet. Her løber der  netop nu - i slutningen af februar - hvert sekund knap 50 kubikmeter vand gennem slusen. Men alligevel står gader, stræder, haver og huse under vand. Blandt andet på grund af Tangeværket.


Tangeværket er jo i al sin enkelhed en opstemning, der bremser strømmen i Gudenåen. Og når man stemmer strømmende vand op, stiger vandstanden. Strømmen aftager, og aflejringen af sand tiltager. Vandstanden stiger, og det resulterer uundgåeligt i vand på markerne opstrøms værket. Og vand på gader og veje i Silkeborg, hvor man meget optimistisk taler om en “tusindårshændelse”. Mere realistiske mennesker - kald os bare “klimatosser” - vil nok nærmere se det som et varsel om den allernærmeste fremtid.


Det er ingen raketvidenskab. Det er ren logik. Så mens Tangeværket netop nu må lukke rekordmeget vand ud gennem nødslusen - 10 kubikmeter i sekundet for at reducere vandpresset på dæmningen, der ellers risikerer at bryde sammen - da må landbruget fortsat lide under værkets opstemning af Gudenåen. Vandstanden stiger, og de store vandmasser fra værket nærmest spuler mere sand ud i Gudenåen - fra bredderne og nedefter mod Bjerringbro, Langå og Randers. Tonsvis af sand.


  1. -Så måske landbruget skulle sende regningen til Tangeværkets bestyrelse - i stedet for at klage til Randers kommune over de store mængder sand?




Nødslusen måtte tages i brug ved Tange Sø


Tak i hvert fald til engene ved Ulstrup, Langå, Hornbæk og Vorup for at lade sig oversvømme og holde de voldsomme vandmasser fra Tangeværket i det mindste lidt tilbage. Det hjælper altsammen på vandstanden længst nede ved Randers by.


Men hvis vi blot lod vandløbene passe sig selv - tømte Tange Sø og genindførte de dyrkningsfri bræmmer langs Gudenåen - da ville mange af dagens problemer løse sig selv.


Steen Ulnits





Nedenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928.

Så blev der stille i landets længste vandløb.


Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.






“Genopret Gudenåen” - v. Peter Fosgerau - Nedergårdsvej 4 - 8881 Thorsø

Mobil 2637 1904 - Mail: kontakt@genopret-gudenåen.dk


Tilbage til indholdsfortegnelsen




“Genopret Gudenåen” er et samlingssted for foreninger og enkeltpersoner, der alle arbejder for, at

Danmarks længste vandløb og eneste flod kan få sit naturlige løb tilbage.

Så åen kan flyde uhindret og fiskene vandre frit.


Alle indlæg står for de enkelte forfatteres egen regning.

Teksterne må frit citeres og anvendes

mod behørig kildeangivelse.

 

Sandet, Vandet og Værket